De bjergrige grænseområder i Myanmar, Laos og Thailand mødes i det eksotisk navngivne Gyldne Trekant - et paradis for buddhistisk arkitektur, frodig skov og farverige landsbyer ved floden. Beliggende i Chiang Rai-provinsen ved Thailands nordligste spids, er den gyldne trekant tyk med vidundere, både naturlige og menneskeskabte.
I et land fuld af religiøse helligdomme betragtes Shwedagon-pagoden som den mest hellige. Dens gyldne tårn stiger højt over Yangons skyline, og relikvier fra tidligere Buddhaer, herunder et vandfilter, personale, hår og et stykke kappe, holdes alle sikre inden for strukturens vægge. Historikere siger, at pagoden, kendt lokalt som Shwedagon Zedi Daw, blev bygget mellem det 6. og 10. århundrede, og siden da er adskillige dignitarier, religiøse figurer og politiske kraftcentre, herunder Hilary Clinton og Barack Obama, passeret gennem dens haller.
Besøgende skal fjerne deres sko, inden de går ind i en af de fire hovedindgange. Rejsende vil sandsynligvis gå forbi religiøse pilgrimme, når de stiger op ad trappen, hvor de tilbyder et lys, blomster, flag og frugt - en handling kendt som dana - beregnet til at hylde Buddha. Besøgende skal sørge for at tjekke pagodens stupa, der er omgivet af mere end 4.500 diamanter, inklusive en, der er 72 karat.
Chaukhtatgyi Paya med sin 65 meter lange liggende Buddha er ikke kun et must-see, dens store størrelse og rige detaljer gør det til et af de mest mindeværdige stop i hele Yangon. Buddhas lyse hvide ansigt svæver omkring 16 meter over jorden og er dekoreret med strålende røde læber og lyseblå øjenskygge. Dens gyldne kapper hænger ned til statuens fødder, som er dækket af 108 indviklede lakshanas, der repræsenterer hver af Buddhas ædle egenskaber. Rejsende kan opleve lokale munke fra nærliggende klostre, der ærer Buddhas lære, mens de vandrer rundt i jorden, tyk med duften af røgelse og friske blomster.
Mahamuni Buddha Temple ligger sydvest for Mandalay Hill i Myanmar, og ærer Mahamuni (Great Sage) udtryk for Buddha. Pagoden, uden tvivl den vigtigste for beboerne i Mandalay, blev bygget til at huse en 3,8 meter høj statue af Buddha, der allerede var gammel, da kong Bodawpaya erobrede Arakan og hævdede det i 1784.
Ifølge lokal legende blev statuen støbt, mens Buddha stadig levede, men det blev mere sandsynligt støbt omkring seks århundreder efter hans død, et eller andet sted omkring 150 e.Kr. Uanset dens oprindelse er statuen højt æret af hengivne - hvilket fremgår af det tommer tykke lag af rent guldblad, der er blevet tilføjet til metalstatuen gennem århundrederne.
Pagodegården huser yderligere seks statuer, Khmer bronzestykker af løver, elefanter og krigere, der blev taget som krigsbytte fra Angkor Wat i det femtende århundrede. Det menes, at gnidning af disse statuer giver helbredelse.
Kandawgyi Nature Park, undertiden kaldet Kandawgyi Garden, er en af grundene til, at Yangon ofte kaldes havebyen. Det er et tilbagetog midt i travlheden og støj, hvor par, joggere og folk på udkig efter en afslappende spadseretur kan slappe af i rolige omgivelser. De mange picnicområder og legepladser under de skyggefulde træer er især populære hos familier og børn. Men spredt over 260 hektar kan du også finde tropiske haver, restauranter og rekreative centre, en stor gangbro langs Kandawgyi-søen (den store kunstige sø oprettet i kolonitiden), en mini-zoologisk have og god udsigt over Shwedagon-pagoden og Karaweik Hall. Sidstnævnte er en enorm kopi af en kongelig pram bestående af tre etager i spisestuer, forestillingshaller og butikker og minder om de gamle burmesiske konger, der plejede at rejse vandveje i deres rige på disse glamourøse både.
Kandawgyi Park er også det sted, hvor der afholdes regelmæssige koncerter og festivaler året rundt. I begyndelsen af januar fejres fx uafhængighedsdagen i haven i syv dage. En anden fremtrædende festival finder sted i november, når roere fra hele landet konkurrerer i bådløb på søen. Denne årlige regatta inkluderer også en kongelig pramoptog, der står i kontrast til de mere larmende løb og hylder de gamle tider og de smukke skibe brugt dengang med stor pomp og ceremoni.
Siden 1926 har denne byarv kendt for sine sjældne antikviteter, gamle mønter, burmesisk jade og det sorte marked pengevekslere været en destination for både lokale og rejsende. Salerne i denne overfyldte labyrint er foret med travle boder, hvor lokale kunstnere sælger traditionelt kunsthåndværk, håndlavet tøj og solide regionale retter.
Bogyoke Aung San Market har et af de største valg af traditionelle longyi og ædelsten, og da dagens første salg betragtes som held og lykke, vil de, der ankommer tidligt, sandsynligvis få nogle af de bedste priser. Rejsende kan se jade formes til øreringe eller armbånd og se tøj syes i hånden på anden sal i Bogyoke.
Besøgende, der ønsker at undslippe intensiteten af markedet og byens lyde, kan stoppe i den nærliggende Holy Trinity Cathedral for lidt fred og stille overvejelse.
Yangons hovedbanegård er ikke kun porten til Myanmar, hvor du kan tage toget til yderligere eventyr rundt om i landet, men det er også stedet, hvor man kan observere den fascinerende hverdag. Stationen er en bikube af aktivitet, hvor tusindvis af tusinder af pendlere passerer gennem sine haller hver dag. Især fotografer elsker at komme her, interagere med pendlerne og måske endda håbe på Circle Train i en tre timers tur gennem forstæderne. Denne ikoniske linje rasler langsomt over 29 miles med ujævne spor og gennem 38 stationer, mens sælgere hopper af og på og reklamerer for deres varer, og de ubehagelige bænke i de tunge togvogne gør din bagside såret.
Hovedbanegården blev designet af den berømte arkitekt U Tin, der skabte stationen i sin distinkte fusionsstil af vestlige og burmesiske elementer, efter at den oprindelige struktur blev ødelagt af de tilbagetrækende britiske styrker. Med sine grønne tierede pyatthag og gyldne tårne, det lyse hvide malingsjob, de store vinduer og yndefulde søjler er bygningen blevet et ikonisk syn i Yangon. Men selvom den elegante station er spektakulær at se på udefra og uden tvivl meget fotogen, er det de små øjeblikke og aktiviteten indeni, der gør turen til stationen det værd.
Chinatown i Yangon, også kaldet Tayoke Tan, er, hvis det er muligt, endnu mere travlt end resten af Yangon. Tricket er at lade dig bære med af mængden gennem den typiske pulserende Chinatown-ness, du kan finde i kinesiske kvarterer over hele verden. Store tegn med kinesiske tegn kæmper for opmærksomhed over smykker, guld, blomster, frugt, medicin og tøjbutikker, og en række restauranter og madboder vinker besøgende med indbydende lugte, sydende lyde og vedholdende ledsagere. Der er også et par templer, såsom Guang Dong Kwan Yin-templet, hvor alle de store kinesiske festivaler og festligheder afholdes hele året rundt. Disse klantempler tilhører enten et af de to samfund, der bor i Tayoke Tan, Hokkien-samfundet, der historisk set hovedsageligt boede på Strand og Anawratha Road eller det kantonesiske samfund, der ligger på Mana Bandoola Road.
Især 19th street er blevet lidt af et vartegn og er kendt for de omfattende grillboder og de mange restauranter med de små plaststole. Gaden er pakket på alle tidspunkter af dagen med både lokale og turister. Menuer er en sjældenhed, og hvis du ikke vil have dumplings eller bagværk, forventes du i stedet at pege på bunker af de spyd af kød, tofu, kylling, hvidløg, grøntsager og skaldyr, du ønsker. I ægte kinesisk stil til din egen middag smides disse spyd derefter på kulgrillene eller i dampende varme gryder og ledsages af et stort krus fadøl. Sæt dig ned, hvor det er travlest, da maden der vil være den bedste.
Den gyldne spir i denne velkendte pagode strækker sig langt ind i byens skyline, hvilket gør det let at få øje på næsten lige hvor som helst i byen. Pagoden blev bygget for mere end 2000 år siden og siges at huse et hår fra den Buddha, der blev givet til to burmesiske købmænd. Farverige spiritus står vagt over en massiv messingklokke, som beboerne ringer for at signalere gode gerninger. Udover at være en af disse mest anerkendte pagoder i Yangon og sted for åndelig tilbedelse, har Sule-pagoden også fungeret som et mødested under oprørene i 1988 og safranrevolutionen, hvilket gør det til et vigtigt vartegn i landets nylige fortid.
Yangon Rådhus er hjemsted for de forskellige afdelinger i Yangon City Development Committee, byens administrative organ, hvis hoved er Yangons borgmester. Som det sted, hvor byens ledere mødes, var bygningen også pointen for mange demonstrationer, der protesterede mod politiske beslutninger og situationer. I 1964 mødtes for eksempel 200.000 mennesker her for at støtte Thakin Kodaw Hmaing, en vigtig leder af fredsbevægelsen. Rådhuset markerer centrum af Yangon og kan bedst ses fra Maha Bandoola Garden lige overfor bygningen.
Opførelsen af denne bygning færdig i 1936, og rådhuset betragtes nu som et af de smukkeste eksempler på kombineret britisk og burmesisk arkitektur. Det blev designet af den fremtrædende burmesiske arkitekt U Tin, som også planlagde Yangons centrale togstation. U Tins stil er kendt for sin sammensmeltning af de tilsyneladende modstridende vestlige og Myanmars oprindelige stilarter. I overensstemmelse hermed har den nymalet lyse hvide rådhusbygning tierede tag, indviklede udsmykninger på søjlerne og buerne, men også den solide, men elegante koloniale bygning.
Taukkyan-krigskirkegården er et mindesmærke til ære for allierede soldater, hvoraf de fleste døde under Anden Verdenskrig i Burma. Alt i alt er der 6374 grave af faldne soldater fra denne førnævnte krig, hundreder af dem uidentificerede. På de mange søjler i Rangoon Memorial er der yderligere 27.000 navne på mænd fra Commonwealth-styrkerne, der døde under slag i Burma, men ikke havde nogen kendt grav. Fordi det var en multinational styrke med over hundrede forskellige sprog, der blev talt inden for tropperne, tilføjes ordene "de døde for alle frie mænd" på engelsk, burmesisk, hindi, urdu og Gurmukhi. Nogle begravelser blev også overført fra andre slagmark steder samt isolerede og spredte jungle steder, når gravene ikke længere kunne opretholdes. For at fejre disse individuelle slag og soldaterne, der kæmpede og døde der sammen, er gravene på Taukkyan-krigskirkegården grupperet efter regimenter, lande og disse slagmarker i Meiktila, Akyab, Mandalay og Sahmaw.
Kirkegården er et meget fredeligt sted og godt vedligeholdt af de mange gartnere, der tager sig af gravene og planterne. Men på trods af dets smukt anlagte grunde og dens popularitet blandt historieinteresserede er mindesmærket et trist sted. Mange mennesker rejser her på en personlig pilgrimsvandring for at respektere en elsket, og ofte kan du se dem tage skoene af, som det er skik i Myanmar. Når vi går gennem den pæne række af gravsten og blomster og læser den store masse navne og mindesmærke for soldater fra Australien, Indien, Afrika, England og Burma, synes varmen og støj fra Myanmar at falme langt væk.
Fordyb dig i mad og kultur i Myanmar med en middag og traditionel danseforestilling på Karaweik Palace. Denne glitrende restaurant ligger på den østlige bred af Kandawgyi-søen mod Shwedagon-pagoden og er designet i form af en kongelig pram og er et vartegn i Yangon og en populær turistattraktion.
Musmeah Yeshua Synagogue er Myanmars sidste tilbageværende jødiske hus for tilbedelse. I kolonitiden havde Yangon et blomstrende jødisk samfund på over 2.500 mennesker, hvoraf de fleste havde fulgt handel med teaktræ til Asien. Men i dag, efter den japanske besættelse under 2. verdenskrig og de lange år med militærstyre, der fulgte, er der kun en håndfuld jødiske folk tilbage. Hele vægten af Myanmars jødiske historie bæres nu på skuldrene til en mand: Moses Samuels, vogteren af den gamle synagoge, som er håb om, at hans samfund vil komme sig.
Synagogen blev bygget i slutningen af det 19. århundrede og står i et kvarter fra kolonitiden ved siden af moskeer, hinduistiske og buddhistiske templer, kirker, hawkerboder, butikker og markeder. Selve bygningen er et smukt hus i blåt, hvidt og guld med højt til loftet, glasmosaik og gamle træbænke. Selvom det stadig er en fungerende synagoge med regelmæssige tjenester, tjener den nu som en påmindelse om en multikulturel fortid og er blevet noget af et mødested for flere religiøse nabolande. Mens disse grupper ofte ikke kommer godt overens andre steder i verden, selv i de fleste andre dele af landet, kommer de sammen i denne synagoge i en sjælden udstilling af multireligiøst venskab for at hjælpe hinanden ud eller fejre festivaler sammen .
Byen Mingun blev fundet næsten på det nøjagtige midtpunkt på Myanmar-kortet og er berømt for Mingun Pahtodawgyi, som er en ufærdig pagode, der blev bygget i 1790'erne. Konstruktionen på pagoden blev aldrig afsluttet på grund af en påstand fra en astrolog om, at så snart konstruktionen var afsluttet, ville herskeren, kong Bodawpaya, dø. Besøgende på Mingun vil også bemærke revnerne, der løber gennem klippen. Disse revner er resultatet af et massivt jordskælv, der ramte byen i 1830'erne. Rejsende er velkomne til at bestige den ufærdige bygning, og selvom der naturligvis ikke er meget at se i selve klippen, er der en fantastisk udsigt over regionen og den imponerende Mya Theindan-pagode nedenfor.
Lokale rejseguider hævder, at pagoden faktisk er verdens største ufærdige stupa, og at hvis den nogensinde var færdig, ville den være den største afsluttede. Færdig og meget imponerende er Hsinbyume-pagoden, en ren hvid struktur med syv terrasser og mange nicher fyldt med mytiske monstre, som var dedikeret til en konges yndlingshustru. Sammen med pagoderne er der også en ringeklokke, der blev kastet i samme periode på ordre fra kong Bodawpaya. Når man passer ind i riget "alt er større i Mingun", er klokken den største ringeklokke i verden.
Bogyoke Aung San Museum er dedikeret til general Aung San, grundlæggeren af det moderne Myanmar og ligger i selve bygningen, hvor han og hans familie kun boede i to år, før han blev myrdet i 1947. Betragtes som Myanmars største helt, i hvad der var derefter Burmas kamp for uafhængighed fra Storbritannien, general Aung San er også far til Suu Kyi, en af nutidens mest genkendelige figurer og leder af en antiregeringsfraktion, der kæmper mod den regering, som hendes far hjalp med at få på plads.
Museet blev oprettet omkring 15 år efter hans død, men alt vises stadig som om generalen, hans kone Daw Khin Kyi og de tre børn boede der. Hverdagens memorabilia som bøger, håndskrevne korrespondancer, møbler og familiebilleder dekorerer hjemmet, Daw Khin Kyis kjoler kan beundres, og en af Aung Sans biler står stadig i garagen. Mens de personlige genstande er interessante at se, er den mest imponerende del af dette hjemvendte museum faktisk huset, det ligger i. Tilsyneladende var Aung San en sparsom mand, og museets interiør afspejler dette ved at være meget sparsom, men han levede i en smuk to-etagers kolonial villa. Dette museum giver et indblik i Myanmars nationale helt, der trods sin magt tilsyneladende var en meget ærlig og uselvisk mand, der foretrak en simpel livsstil.
Lille Indien er et noget uidentificeret kvarter i centrum af Yangon. Det er spredt over flere gader og modtog navnet under den britiske besættelse, da mange indianere og bangladeshiske muslimer vandrede til Yangon. Distriktet er en smeltedigel af mennesker og har moskeer og hinduistiske templer blandt rustikke huse og bygninger i kolonistil. Et stort indisk madmarked, Thein Gyi Zei, tiltrækker folk, der spiser frokost, køber mad og sælger varer, mens de omkringliggende smalle gader er dækket på begge sider i en række butikker. Frisk frugt sælges overalt, og mango og rambutans annonceres næste chapattis og samosa. Ofte lægges maden ud på fortovene og stables højt i kurve, hvilket gør gangbroerne endnu mere overbelastede, men også flytter hverdagen ud på gaden.
Interessant at se er Shri Kali Hindu Temple, som blev bygget af tamilske indvandrere i kolonitiden. Dette utroligt pulserende tempel er malet i alle regnbuens farver og dækket fra top til bund i skildringer af hinduistiske guder og gudinder, der danser, står, spiller instrumenter og vrider og bøjer i alle slags underlige udgør. Her afholdes der adskillige hinduistiske festivaler hvert år, men blandt de mest berømte er Murugan-festivalen, som bortset fra farverige processioner også indeholder rituel selvlemlæstelse.
Yangon Circular Train, også kaldet Circle Line, tilbyder besøgende en nem, overkommelig og afslappende måde at tage steder og lyde i det lokale Yangon-liv på. Den 28,5 km lange jernbane vinder gennem 39 stop, der rejser over frodige landbrugsjord, forstæder og kvarterer i landdistrikterne. Pendlerbanen er en af de billigste måder at komme rundt i byen, hvilket gør den ideel til folk, der ser, besøger lokalbefolkningen og kommer rundt på et budget.
Turister kan køre i biler, der er forbeholdt udlændinge, eller slutte sig til områdets beboere, når de rejser til arbejde eller hjem fra markedet. De fleste tog krydser sløjfen på cirka tre timer, men tog med aircondition kan gøre rejsen tættere på to. Rejsende, der håber på at tage billeder af landskabet og folk, bør vælge tog, der ikke er AC, da vinduer ikke kan åbnes og ofte er for udtværede til at tage skarpe billeder.
Bygget i 1901 er det storslåede koloniale hotel kendt som Strand Yangon blevet kaldt et af de fineste steder at bo øst for Suez. Højt til loftet, teaktræsgulve og håndskårne møbler er blot nogle af de fine træk, der gør Strands tre historier og 31 suiter unikke. Gæsterne kan nyde spisning i verdensklasse på Strand Grill, hvor krystalkroner og marmorgulve nikker til elegance, eller pop ved Strand Bar for en mere afslappet happy hour-drink. Den fredelige spa tilbyder et perfekt sted at slappe af fra trængsel i Yangon Street og personlig butlerservice betyder, at enhver besøgende får den kongelige behandling.
Bago ligger omkring 85 kilometer nord for Yangon og blev grundlagt i 573 e.Kr. Byen blev kaldt Pegu af briterne og plejede at være hovedstaden i det magtfulde Mon Kingdom i århundreder. Ifølge optegnelser var Bago dengang stadig forbundet med havet og var faktisk kendt som Burmas største havneby. Rejsende fra fjern og nær pralede af størrelsen og skønheden, når de vendte hjem fra deres rejser. I disse dage kan man kun gætte på det engang vigtige imperium ved at besøge de mange seværdigheder, Bago har at byde på. Blandt disse er mange små og store Buddha-statuer, pagoder, ceremonielle genstande og haver.
En af de største og ældste liggende Buddhaer i verden, som først blev genopdaget i 1881, da arbejdere begyndte at rydde junglen for en ny togrute fra Yangon til Bago, kan findes i byen. Endnu ældre er de fire 27 meter høje Buddhaer, der blev bygget af kong Migadippa i det 7. århundrede og sad ryg mod ryg ved indgangen til byen. De beskytter Bago stift og hilser folk, der kommer ind og ud fra alle retninger. Mad til eftertanke tilbyder Kya Khat-vinklosteret, hvor de 1.000 munke stiller lydløst og i ordnede køer hver morgen kl. 11 til det sidste måltid på dagen. Når man er vidne til munkernes nøjagtige rutine, er det ikke tilladt at tale og blande sig, og de besøgende skal overholde en streng overholdelse af den eneste politik. Om eftermiddagen er klosteret dog meget mindre overfyldt og kan appellere mere til folk, der kan lide den rolige omgivelser.
Lige over floden fra Mae Sai i Thailand sidder Tachileik, den største grænse by mellem det nordlige Thailand og Myanmar. På grund af sin position tæt på Thailand og ikke langt fra en grænseovergang med Kina er Tachileik blevet en travl, moderne by med en international blænding, der er meget ulig noget andet sted i Myanmar.
Da turistbestemmelserne kun for nylig er løsnet i Myanmar, har Tachileik kun et par ting at gøre, hvilket gør det sjovt for en hurtig mellemlanding. En af de mest populære attraktioner er det labyrintiske grænsemarked, der er populært blandt dagtripere fra Thailand. Shwedagon Paya, byens forgyldte pagode, er også et besøg værd.
Omkring 11 kilometer syd for Mandalay, lige mellem Taungthaman-søen og Ayeyarwady-floden, ligger den lille by Amarapura, en anden tidligere hovedstad i det gamle burmesiske rige. Bortset fra pagoder og ruinerne af det antikke palads tilbyder byen en af Myanmars mest fotograferede seværdigheder: den smalle, 1.200 meter lange U Bein-bro, der er lavet helt af teaktræ. Den brobrydende bro blev bygget i 1784, men er stadig i fin stand og har aldrig brug for alvorlige reparationer. Det blev opkaldt efter dets grundlægger, en tidligere borgmester, og blev bygget af over 1.000 teakbjælker, delvis selv med ruinerne af den forladte kongelige by. U Bein-broen er således anerkendt som den længste teakbro i verden for sin utrolige længde, der spænder over søen. Solnedgange er især populære, da den nedgående sol skaber en smuk silhuet af broen, hvis fotos pryder mange stuer derhjemme.
Sporadisk er platforme, pavilloner og bænke indbygget i broen for at tilbyde rejsende lidt hvile og beskyttelse mod den brændende sydøstasiatiske sol. Bortset fra at krydse til fods er det også værd at gå til Mahagandayon-klosteret, som ligger lige i begyndelsen af broen. Klosteret er en af de største i Myanmar og huser op til 1000 munke, hvoraf nogle ofte kan ses spadsere over broen i teaktræ i deres bølgende røde klæder. Besøgende er velkomne til at se ind i livet for disse trofaste buddhister og vandre gennem gangene, selvom det bliver næsten for travlt under måltiderne.
Det glitrende blå vand i Inle Lake ligger i hjertet af Shan Highlands, omgivet af grønne bakker. Myanmars næststørste sø er en populær destination for frygtløse rejsende, der kommer for at krydse søen, nyde landskabet og opleve det lokale liv i fiskerbyerne ved søen.
Den gyldne klippe, også kendt som Kyaiktiyo-pagoden på grund af Stupa oven på den, er lige hvad den lyder som: en noget surrealistisk udseende, guldglitrende kampesten, der synes at trodse tyngdekraften fuldstændigt og truer med at falde ned i den tilstødende 1.100 meter dyb afgrund når som helst. Legenden siger, at et enkelt hår af Buddha i over tusind år har holdt det groft hovedformede stykke granit i ligevægt. Mens legenden står i modsætning til den geologiske forklaring, er grunden til, at klippen ser ud til at være lavet af massivt guld, umiddelbart synlig. Kvinder må ikke røre ved den store nugget, men mænd trænger sig rundt i bunden og holder gyldne flager på stenen, knælende i bøn og indpakket i røgelsen af røgelse.
Buddhisme er allestedsnærværende i Myanmar, og derfor er Kyaiktiyo-pagoden et af de vigtigste pilgrimsrejser i landet. Op til 50.000 mennesker besøger vigtige dage for at se klippen, der har overlevet århundreder med forvitring, jordskælv og erosion, mens en gennemsnitlig dag normalt tiltrækker omkring 15.000 pilgrimme. Selvom der er en hengivenhed omkring stedet, er området også blevet udviklet til et ægte turiststed, der leverer alt hvad du behøver på bjerget, fra indkvartering, platforme, forskellige bygninger til madboder, der sælger lækre pandekager, spyd, stegt fisk og risnudler.
DA
